SF: Luk “det sorte hul”,
som langtidssyge kan havne i

”Det er umenneskeligt, at samfundet støder langtidssyge ud i økonomisk ruin på kontanthjælp med 0,00 kr. i indtægt,” siger SF’s arbejdsmarkedsordfører i Folketinget, Eigil Andersen. ”En ny regering vil lave loven om. Den syge skal have ret til sygedagpenge indtil det er afklaret, om han/hun kan fortsætte på arbejdsmarkedet eller ej”, siger SF’eren.

”Sygdom er en stor belastning. Den belastning skal samfundet ikke gøre endnu større ved at stoppe indtægten, så familien har udsigt til at gå fra hus og hjem, siger SF’s arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen. Derfor skal man beholde sine sygedagpenge indtil det er afklaret, om man kan fortsætte på arbejdsmarkedet på almindelige vilkår, skal have fleksjob eller førtidspension,” siger SF’s arbejdsmarkedsordfører, der lover at en ny regering vil gennemføre en sådan lovændring.

6000 langtidssyge i Danmark bliver ifølge Beskæftigelsesministeriet hvert år frataget deres sygedagpenge på grund af den såkaldte varighedsbegrænsning, inclusive visse forlængelses-muligheder. Mindst 900 af dem havner i det såkaldt ”sorte hul”, hvor indtægten er 0 kr. De har ikke ret til kontanthjælp på grund af en ægtefælles indtægt, ejerbolig eller fordi de har en bil. To kvinder fortæller i aften i DR TV’s ”Kontant”, at de er havnet i dette sorte hul.

De sidste tre år har en fælles opposition i Folketinget – S, SF, R og EL – fremsat fælles forslag om, at varighedsbegrænsningen skal afskaffes. De borgerlige har stemt forslaget ned. Det vil nok overraske mange, at også Dansk Folkeparti har stemt imod en sådan forbedring for langtidssyge.

”De nuværende forlængelsesmuligheder er slet ikke nok, fordi der er tale om skøn, hvor man skal opfylde bestemte kriterier. Et dumt refusions-system, som Folketingets hidtidige borgerlige flertal har vedtaget, betyder desuden at kommunerne har en økonomisk interesse i at stoppe sygedagpengene efter 52 uger uden at bruge forlængelses-mulighederne,” siger Eigil Andersen.

Dette indlæg blev udgivet i Syge, herunder aktivering. Bogmærk permalinket.

En kommentar til SF: Luk “det sorte hul”,
som langtidssyge kan havne i

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *