Ny arbejdsskade-afgift skal
medvirke til et bedre arbejdsmiljø

”Jeg er meget glad for en af regeringens nyskabelser: En afgift på dårligt arbejdsmiljø, som arbejdsgiverne skal betale. Den giver brancher med mange arbejdsskader et økonomisk incitament til at sørge for et sikkert og sundt arbejdsmiljø”, siger SF’s arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen.

Det danske arbejdsmarked er stadig hårdt ramt af mange arbejdsulykker, nedslidning og dårligt psykisk arbejdsmiljø. Det mener SF er uacceptabelt – og derfor er partiet meget glad for en helt ny afgift, som den nye regering vil indføre: En arbejdsskadeafgift.

”De sorte brancher, som har det dårligste arbejdsmiljø, skal betale en højere afgift end brancher, der har et bedre arbejdsmiljø. Altså får arbejdsgiverne nu et ekstra økonomisk incitament til at skabe et sikkert og sundt arbejdsmiljø. Der er kæmpe behov for forbedringer, for dagligt er 50.000 syge i Danmark på grund af arbejdsmiljø-problemer” siger SF’s arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen.

”Vi skal undgå de store menneskelige lidelser ved at få en arbejdsskade. Men arbejdsskader er også en meget dårlig forretning for samfundet. Eksperter har regnet ud, at dårligt arbejdsmiljø hvert år koster over 25-30 milliarder kroner til sygedagpenge, sundhedsbehandling, førtidspension m.v. Det er kun rimeligt, at arbejdsgiverne betaler en større del af de udgifter, som de påfører samfundet – en slags ”forureneren-betaler-princip” understreger SF’eren.

Den nye afgift ventes at blive udformet sådan, at den største afgift skal betales af arbejdsgiverne i de brancher, der har de største udbetalinger af arbejdsskadeerstatninger. Hvorimod de brancher, som har mindre udbetalinger af arbejdsskadeerstatninger, slipper med en mindre afgift.

Dette indlæg blev udgivet i Arbejdsmiljø, Arbejdsskader. Bogmærk permalinket.

3 kommentarer til Ny arbejdsskade-afgift skal
medvirke til et bedre arbejdsmiljø

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *