Langtidssyge vil blive reddet af SF og et nyt flertal

Det er umenneskeligt og uretfærdigt, at samfundet støder langtidssyge ud over kanten, så de må gå fra hus og hjem. Men ingen kan klare sig for 0,00 kr. i indtægt, som også kaldes ”det sorte hul”.  Derfor vil SF lave loven om. De andre tre partier i oppositionen er enige, så med et eventuelt nyt flertal ved valget i morgen vil det lykkes,” siger SF’s arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen.

”Langvarig sygdom er en stor belastning. Den belastning skal samfundet ikke gøre endnu større ved at stoppe indtægten, så familien har udsigt til at gå fra hus og hjem. Men det borgerlige flertal fastholder desværre, at sådan skal det være”  siger SF-eren Eigil Andersen.

Baggrunden er, at 7.900 langtidssyge i Danmark – ifølge Beskæftigelsesministeriets svar til Folketingets arbejdsmarkedsudvalg – hvert år bliver frataget deres sygedagpenge på grund af den såkaldte varighedsbegrænsning i sygedagpengeloven, inclusive visse forlængelses-muligheder. 1.400 af de langtidssyge havner enddai det såkaldt ”sorte hul”, hvor indtægten er 0,00 kr. De har nemlig heller ikke ret til kontanthjælp på grund af en ægtefælles lønindtægt, ejerbolig eller fordi de har en bil.

”Det hul vil vi lukke. Når man er langvarigt syg, er det eneste rimelige, at man beholder retten til sygedagpenge indtil det er afklaret, om man kan fortsætte på arbejdsmarkedet på almindelige vilkår, skal have fleksjob eller førtidspension,” siger SF’s arbejdsmarkedsordfører.

Han lover, at en ny regering vil gennemføre en sådan lovændring. De sidste tre år har hele oppositionen i Folketinget – S, SF, R og EL – fremsat fælles forslag om, at varighedsbegrænsningen skal afskaffes.  Men de borgerlige har hver gang stemt forslaget ned.

”Det vil nok overraske mange, at også Dansk Folkeparti har stemt imod en sådan forbedring for langtidssyge. DF spiller dobbeltspil. De forsøger at bilde folk ind, at de tager sig af de svage og syge. Men i praksis gør de det modsatte,” siger Eigil Andersen, arbejdsmarkedsordfører for SF.

Dette indlæg blev udgivet i Syge, herunder aktivering. Bogmærk permalinket.

2 kommentarer til Langtidssyge vil blive reddet af SF og et nyt flertal

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *