Vi kan skaffe 100.000 job

18.000 nye job til arbejdsløse. Det er, hvad SF’s og Socialdemokratiets plan indebærer allerede til næste år, hvis det lykkes at få et andet flertal ved folketingsvalget.

Af Eigil Andersen, folketingsmedlem, Århus

12.000 af dem er job i private firmaer. Især bliver der job til mange ledige bygningshåndværkere. Vi kræver nemlig, at vi fremrykker renovering og vedligeholdelse af f. eks skoler, sygehuse og veje for 10 milliarder kroner næste år. Men også industrien vil få nye job på grund af en bedre afskrivningsmulighed, som de to partier foreslår.

Over 6.000 nye job vil komme i den offentlige sektor, f. eks. på sygehusene. Men også kommunerne får råd til at ansætte flere. De har ellers har skåret meget ned de senere år, bl.a. på børne- og ældreområdet. Årsagen er regeringens og Dansk Folkepartis nul-vækst. I stedet foreslår SF-S en vækst på 1,4 % i kommunerne.

Men vi skal skabe endnu flere job. SF har derfor lavet en vækst-plan, som skaffer 75.000 nye, private job frem til år 2020 inden for grøn energi, vand og velfærdsteknologi. Det er områder, hvor vi i forvejen står godt – og OECD mener, at det er områder hvor der kommer stor vækst i de kommende år. Det skal vi hjælpe på vej, bl.a. ved mere forskning på området. Men også ved at det offentlige stiller krav til produkterne, så der skabes et hjemmemarked, der kan bruges som afsæt for eksport.

Dertil kommer, at vi støtter forslaget fra Løkke-regeringen om et fradrag for håndværker-udgifter, som også giver mange job.

Alt i alt cirka 100.000 nye job.

Men ikke nok med det. Mange ufaglærte job er flyttet til Østeuropa eller Asien. Derfor har vi et overskud af ufaglærte, der har hårdt brug for en faglært uddannelse. Det giver ”den røde plan” langt bedre mulighed for. Hvert år skal 5.000 ufaglærte efter forslaget kunne blive voksenlærlinge eller tage en anden uddannelse i op til tre år, hvor man imens får en ydelse, der svarer til dagpenge.

Kan alt dette lade sig gøre? Ja, bestemt. Den røde plan betyder endda, at i 2020 vil den offentlige gæld være 80 milliarder kroner mindre end efter regeringens plan.

Trykt i Århus Stiftstidende søndag 22. maj 2011.

Be Sociable, Share!
Dette indlæg blev udgivet i Flere job. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *