Væk med kræft-stof fra arbejdsmiljøet
– aldrig mere en sag som den på LM Wind Power

Arbejdsgiverne skal kunne tvinges til, at vi kan undgå et forfærdeligt arbejdsmiljø som på LM Wind Power. Derfor foreslår SF nu i Folketinget, at arbejdsgiveren skal kunne tvinges til at erstatte et kræftfremkaldende stof som styrén med et mindre farligt stof eller sætte robotter til arbejdet, f.eks. når andre firmaer i forvejen har gjort det samme” siger SF’s arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen

De skræmmende oplysninger om dårligt arbejdsmiljø på virksomheden LM Wind Power i Sydjylland får nu SF til at fremsætte et forslag i Folketinget. Det skal medvirke til at forhindre at mellem 1500 og 2500 danskere årligt får kræft på grund af deres job.

”Mange af de ansatte på LM Wind Power har været udsat for stoffet styrén, som står på WHOs liste over kræftfremkaldende stoffer. Medarbejderne har fået forgiftninger, som har medført kvalme, hovedpine, betændte bylder, diarré, svigtende hukommelse og problemer med åndedrættet. Og de er bange for at udvikle hjerneskader eller kræft. 31 påbud fra Arbejdstilsynet har åbenbart ikke hjulpet. Det er helt uacceptabelt,” siger SF’s arbejdsmarkedsordfører.

SF fremsætter nu et beslutningsforslag i Folketinget om, at sådanne kræftfremkaldende stoffer skal fjernes, erstattes eller begrænses til et minimum. Enten må det farlige stof erstattes af et ufarligt stof eller også må robotter udføre arbejdet. Dette skal Arbejdstilsynet gennemtvinge, f. eks. hvis andre firmaer allerede har brugt en af disse metoder, hvilket på vindmølle-området er sket hos Vestas og Siemens. Hidtil har et firma kunnet undgå et pålæg af denne slags ved at henvise til, at det vil føre til urimelige merudgifter for arbejdsgiveren. Men det mener SF ikke er nok.

”Vi vil også give mere indflydelse til medarbejdernes sikkerhedsrepræsentanter. Hvis de mener, at arbejdsgiverens merudgift er rimelig, skal sikkerhedsrepræsentanterne kunne stå fast på kravet og Arbejdstilsynet skal som nævnt kunne tvinge arbejdsgiveren at fjerne stoffet eller bruge robotter,” siger Eigil Andersen, arbejdsmarkedsordfører for SF.

Be Sociable, Share!
Dette indlæg blev udgivet i Arbejdsmiljø. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *