Unges ryg er i fare på sommerjobbet
– sagen tages op i Folketinget

Over 30 % af unge i sommer- og fritidsjob løfter for meget. Det viser tallene fra LO’s Jobpatrulje i denne sommer. SF-folketingsmedlem og arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen, Århus, har været med en dag på LO’s Jobpatrulje i Østjylland og vil nu have beskæftigelsesministeren til at tage initiativer for at oplyse arbejdsgiverne bedre om reglerne

”Vi skal passe meget på børn og unges ryg, fordi den ikke er færdigudviklet endnu. Det er meget skræmmende, at en 15-årig fra Århus sidste år fik smadret ryggen ved at løfte tunge kasser i et cateringfirma og nu er på revalidering. Den slags må simpelthen ikke ske. Det ødelægger den unges liv,” siger Eigil Andersen fra SF.

Unge under 18 år må ifølge reglerne højest løfte 12 kg (svarende til en kasse øl med tomme flasker) og ikke skubbe eller trække over 100 kg (svarende til 10 kundevogne i et supermarked).

”Jeg har i denne uge selv været en dag med LO’s sommerpatrulje i Århus-området og set, at der er stor uklarhed i butikker og på andre arbejdspladser om, hvor meget unge må løfte. Derfor er der stort behov for, at beskæftigelsesminister Inger Støjberg tager flere initiativer for at oplyse arbejdsgiverne om de gældende regler. Det spørger jeg hende derfor om, om hun vil gøre. Ligesom jeg også spørger, om Arbejdstilsynet altid oplyser om reglerne og tjekker, om de følges, når de besøger virksomhederne,” siger SF’s arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen.

Han understreger, at foruden et ødelagt liv, som samfundet skal forhindre af menneskelige grunde, er det også dyrt for samfundet i sygedagpenge, tabt arbejdskraft osv., hvis unge stødes ud af arbejdsmarkedet næsten inden de er begyndt.

Be Sociable, Share!
Dette indlæg blev udgivet i Unge. Bogmærk permalinket.

Der er lukket for kommentarer.