Tredobbelt gevinst ved at skaffe flere job

Vi kan på én gang skaffe job til arbejdsløse i byggeriet, få flere leje-boliger og sætte CO2-udslippet ned, siger SF

Indlæg i JP Århus 6. januar 2009.

Flere og flere bliver fyret inden for bygge- og anlægsbranchen. På tre måneder er arbejdsløsheden fordoblet, så der nu er 5.-6.000 arbejdsløse bygningsarbejdere. Desværre er endnu flere fyringer på vej.

Men der er nok at tage fat på, som trænger til forbedringer! F. eks. er masser af plejehjem, skoler og daginstitutioner forsømte. Sandheden er, at regeringens meget opreklamerede pulje til formålet ikke en gang dækker det løbende behov for vedligeholdelse.

Vi er så heldige, at vi endda kan få tre fordele for de samme penge: Skaffe job til arbejdsløse håndværkere, få bygget flere leje-boliger og begrænse de skræmmende klima-forandringer.

Byggeri af almene boliger skal i gang igen

For eksempel er det rystende, at i en tid med mangel på leje-lejligheder har bygningen af almene leje-boliger været sat i stå i Danmark de sidste to år. Vejen til at komme i gang er at ophæve loftet over bygge-omkostninger, som regeringen har fastsat urealistisk lavt. Men huslejerne skal også være billigere end nu, så derfor skal lånenes løbetid forlænges.

Bedre ældre-boliger

Mange ældreboliger skal trænger til store forbedringer. 2.067 ældreboliger i Danmark er så ringe, at de bør skrottes straks, viser en ny rapport fra Velfærdsministeriet desværre. Mange af de dårlige boliger er under 15 kvadratmeter, mangler bad/toilet eller også er det er umuligt at komme ind i boligen med kørestol. De forhold kan vi ikke være bekendt.

Mindre CO2-udslip – mindre klimaforandringer

Hvordan kommer miljøet så ind i billedet? Jo, de nye leje-boliger skal være de bedst isolerede og energi- rigtige, man kan lave. Det betyder, at produktionen af fjernvarme kan sættes ned, så vi brænder færre kul af og dermed formindsker CO2-udslippet.

Ejerne af private lejligheder og parcelhuse skal også kunne få tilbudt en fordelagtig ordning, hvor boligen kan blive mindre varme-forbrugende og dermed formindske forureningen med CO2.

Kloakker skal gøres 30% større pga. klima-forandringer

Men der er flere vigtige opgaver, hvor det er meget bedre at folk får løn og leverer et arbejds-resultatet i stedet for at modtage dagpenge, hvor systemet kræver at man hænderne i ro. Alle kan huske de senere års mange billeder af oversvømmede kældre og veje, som skyldes ekstremt store mængder regn, der falder på kort tid pga. klimaforandringerne. Derfor skal vore kloakker gøres 30% større, siger eksperterne. En god opgave for mange arbejdsløse bygningsarbejdere. Jeg mener, at staten skal være med til at finansiere denne opgave via øget tilskud til kommunerne. Det er råd til, når regeringen nu vil stille 100 milliarder kroner til rådighed for bankerne. Samtidig skal spærrebommen – det kommunale anlægsloft for 2009 – ophæves, så kommunerne ikke bremses i at skrue op for aktiviteterne i en tid med stigende arbejdsløshed.

Flere cykelstier og bedre kollektiv trafik – herunder letbane i Århus

Endelig er der meget godt arbejde i at fremrykke bygningen af flere cykelstier, busbaner og renovere jernbanespor. Mange af disse projekter med kollektiv trafik bør derfor i gang tidligere i forhold til det planlagte. I Østjylland er letbane-projektet en sværvægter. Fogh-regeringen og Dansk Folkeparti må simpelthen tage sig sammen og bevilge de 500 millioner til letbanen, som skal lægges oven i de 500 millioner, som Århus og andre østjyske kommuner kommer med.

Be Sociable, Share!
Dette indlæg blev udgivet i Bolig, Flere job, Miljø, Trafik. Bogmærk permalinket.

Der er lukket for kommentarer.