To-dages-sikkerhedsuddannelse
skal redde liv på byggepladserne

Det er skandaløst, at Arbejdstilsynet igen og igen må konstatere, at danske byggepladser er de rene dødsfælder, mener SF’s arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen. Nu vil han se handling.

Ved en razzia besøgte Arbejdstilsynet i går 232 byggepladser over hele landet. Tilsynet måtte gribe ind over for 165 forhold, hvor sikkerheden ikke var i orden.

– Det er uhyggeligt, at bygningsarbejderne skal sætte deres liv og helbred på spil, når de går på arbejde. Man skulle ikke tro, at vi befinder os i 2009, når Arbejdstilsynets razziaer hvert kvartal viser, at danske byggepladser er de rene dødsfælder. Beskæftigelsesminister Inger Støjberg kan ikke blive ved med at sidde med armene over kors. Hun må gribe ind, så vi ikke ligesom sidste år skal opleve, at hele 16 bygningsarbejdere bliver dræbt på jobbet, siger SF’s arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen.

SF foreslår, at der indføres en tvungen to-dages sikkerhedsuddannelse, som alle bygningsarbejdere skal gennemgå før de kan få lov til at arbejde i branchen.

– Dette vil bl.a. opfange de mange østeuropæiske arbejdere, som ofte intet ved om sikkerhedsreglerne. Gårsdagens razzia tyder på, at der også vil være brug for nogle timers genopfriskningskursus for danske nyansatte, der tidligere har arbejdet på andre byggepladser, siger arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen.

Også Arbejdstilsynets indsats skal optrappes, mener SF. Hvis man ikke vil give tilsynet flere penge, må tilsynet i stedet foretage de rutinemæssige screeninger af arbejdspladser i alle brancher i et lidt langsommere tempo og i stedet opprioritere her-og-nu-kontrollen af byggepladserne, fordi der dagligt står liv på spil.

Be Sociable, Share!
Dette indlæg blev udgivet i Arbejdsmiljø. Bogmærk permalinket.

Der er lukket for kommentarer.