Stor risiko for sammenbrud i jobcentrene

SF bakker op om Dansk Arbejdsgiverforening som mener, at det er uansvarligt at overføre beskæftigelsessystemet til kommunerne mens arbejdsløsheden stiger med raketfart

– Den voksende arbejdsløshed er et kæmpe-problem. I dag er vi desværre nået op på 70.000 ledige. Og næste år forventer eksperterne nu 150.-200.000 arbejdsløse. At klare den stigning er i sig selv en kolossal opgave. Derfor må vi kræve, at regeringen dropper sin omfattende plan om at flytte og omlægge beskæftigelses-indsatsen til kommunerne. Ellers er jeg bange for, at det ender i sammenbrud og kaotiske forhold, til skade for både arbejdsløse og virksomheder, siger SF’s arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen.

– SF støtter Dansk Arbejdsgiverforening, der i et skarpt brev til Anders Fogh kalder det uansvarligt at gennemføre en så stor og ressource-krævende strukturændring samtidig med, at ledigheden stiger voldsomt, siger SF’eren.

– Jobcentrene er i forvejen presset af Claus Hjorts alt for mange regler om dokumentation og kontrol. Samtidig vil ministeren nu pålægge de samme jobcentre nye, store opgaver med samtaler og aktivering af titusinder af syge. Derfor er jeg bange for, at hverken de syge og eller de arbejdsløse vil få den hjælp, de har krav på. Det er uacceptabelt, siger arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen, der nu vil forsøge at skaffe flertal i Folketinget for at udsætte omlægningen af jobcentrene.

Be Sociable, Share!
Dette indlæg blev udgivet i Jobcentre. Bogmærk permalinket.

Der er lukket for kommentarer.