Stop med at spænde ben for unge arbejdsløse

Samfundet vil tjene penge på at forhøje transporttilskuddet til bl.a. unge ledige på kontanthjælp, siger SF’s arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen, der bakker op om kritikken fra Kommunernes Landsforening. SF går nu til beskæftigelsesminister Inger Støjberg med krav om forbedring.

”Nu skal det være slut med, at firkantede regler spænder ben for ledige. Det er skørt, at arbejdsløse på kontanthjælp kommer på dårligere kurser eller i dårligere aktivering, fordi transporttilskuddet er alt for lille. Samfundet vil simpelthen tjene penge på en forbedring, fordi det vil skaffe flere kontanthjælpsmodtagere i job,” siger SF’s arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen.

Baggrunden er en regel der siger, at kommunen i dag højest må udbetale 1.000 kroner i transporttilskud pr. måned til en arbejdsløs på kontanthjælp. Beløbet er skattepligtigt, så reelt er der kun 580 kr. tilbage, og det dækker ofte ikke månedskort til tog eller bus. Det forhindrer den arbejdsløse i at komme på de rigtige kurser. Reglen rammer især unge på lav ydelse.

”Mobilitet er et nøgleord på arbejdsmarkedet. Det gælder også for kontanthjælpsmodtagere, når de skal i aktivering eller på kursus, hvor der især i landkommuner kan være langt til det rigtige kursus eller det rigtige aktiverings-job, som passer til den enkelte persons fremtid på arbejdsmarkedet. Derfor vil jeg foreslå beskæftigelsesminister Inger Støjberg, at transporttilskuddet forhøjes med 50 %, så en kommune fremover kan give op til 1500 kr. (før skat) i tilskud pr. måned. De nuværende regler er udtryk for et verdensfjernt skrivebordsarbejde, som ikke slår til i virkeligheden”, siger Eigil Andersen.

Til orientering  kan pressemeddelelsen fra KL ses her.

Be Sociable, Share!
Dette indlæg blev udgivet i Unge. Bogmærk permalinket.

Der er lukket for kommentarer.