Stop for besparelse på ældreplejen

Vi bliver flere og flere ældre. Det er glædeligt, at mange lever længere. Men det er skammeligt, at Bjarne Corydon og hans Finansministerirum ikke bruger denne viden til at afsætte flere penge til ældreplejen. Uændrede beløb er lig med nedskæringer, når antallet af ældre stiger.

Sandheden er, at der kommer 87.000 flere folkepensionister over de næste fire år. Mange ældre kan heldigvis klare sig selv. Men der er også nogle, der har brug for meget hjælp, pleje og omsorg. Hvis ældre ikke skal blive udsat for en dårligere hjemmepleje, skal vi tilføre flere midler.

I SF vil vi derfor afsætte et ekstra beløb svarende til væksten i antallet af ældre. Det svarer til cirka fire milliarder kroner ekstra i 2019 sammenlignet med i dag. For hvis pengene ikke følger med udviklingen, så vil vi uden tvivl se forringelser. Og det vil hverken jeg eller resten af SF være med til.

Aarhus er ikke meget anderledes end resten af landet. Her bliver flere indbyggere også ældre og ældre. Hvis økonomien skal følge, så skal staten tilføre Aarhus 171 mio. kr. ekstra i 2019 i forhold til i 2015. De penge vil SF med glæde sætte af, så alle Aarhus’ ældre kan få en værdig alderdom.

Trykt i Århus Stiftstidende søndag 12. april 2015.

Be Sociable, Share!
Dette indlæg blev udgivet i Indenrigs i øvrigt og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Der er lukket for kommentarer.