SF: Lettere at blive medlem af en a-kasse

For at undgå en social nedtur for titusinder af mennesker, foreslår SF at halvere kravet om a-kasse-medlemskab og arbejde for at kunne få dagpenge

Det er meget glædeligt, at mange unge under 30 år strømmer til a-kasserne. Desværre sker det på en meget alvorlig baggrund, og krisens omfang får SF’s Eigil Andersen til at foreslå lempelser på a-kasse-kravene.

“En kæmpe social nedtur for titusinder af arbejdsløse kan vi som samfund ikke bare lukke øjnene for. Vi må gøre noget for at forhindre det. Derfor foreslår vi, at det skal være lettere at blive a-kasse-medlem og få ret til dagpenge. I dag skal man have været medlem og have arbejdet i et år. Vi foreslår, at begge dele bliver sat ned til et halvt år, siger SF’s arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen.

Knap en halv million lønmodtagere er desværre ikke medlemmer af en a-kasse. Mindst 275.000 af dem kan ikke engang få kontanthjælp, f. eks. fordi de har en ægtefælle med indkomst. Bliver de fyret uden at kunne få et andet job, styrer de desværre mod en stor økonomisk nedtur med 0,00 kroner i indtægt. Resultatet kan blive, at de må gå fra hus og hjem – samtidig med, at parforholdet let kan gå i opløsning p.gr.a. de økonomiske problemer.

“Vi ønsker også at afskaffe de halve dagpenge til ufaglærte unge under 25 år. Den lave sats er med til at holde unge væk fra a-kasserne. Alt i alt vil flere a-kasse-medlemmer formentlig også betyde stigende medlemstal i fagforeningerne, hvilket der er god brug for” slutter Eigil Andersen.

Be Sociable, Share!
Dette indlæg blev udgivet i Dagpenge. Bogmærk permalinket.

Der er lukket for kommentarer.