SF-forbedring til ufaglærte:
Få en uddannelse, mens du får dagpenge

SF vil hvert år give 5.000 ufaglærte ret til at uddanne sig i op til tre år på dagpenge. Dette er der hårdt brug for, fordi mange ufaglærte job forsvinder

Af Eigil Andersen, folketingsmedlem for SF, Århus

 Mange ufaglærte er arbejdsløse. Det skyldes bl.a., at mange danske job desværre er forsvundet til Østeuropa eller Asien. Derfor står vi allerede nu med et overskud af ufaglærte arbejdere.

Fremtiden tegner beklageligvis heller ikke særlig lys for ufaglærte. Eksperterne siger, at der i 2020 vil være 88.000 ufaglærte, der ikke er job til. Til den tid vil samfundet til gengæld mangle 45.000 med en erhvervsuddannelse.

Dette skal vi selvfølgelig have gjort noget ved! Men der jo tale om mennesker, der måske er 35, 40 eller 45 år gamle. De har typisk ægtefælle, børn og bil. Mange har desuden en ejerbolig. Alt dette kræver penge og betyder selvfølgelig, at det er umuligt at klare sig på en unge-SU på cirka 5.000 kr. pr. måned før skat.

Derfor er der to rigtig gode muligheder for ufaglærte i den røde plan fra SF og Socialdemokratiet: Enten kan man som ufaglært blive voksenlærling, hvor lønnen er højere end for ungdomslærlinge. Eller også kan man – som noget nyt – tage en kompetencegivende uddannelse som f. eks. pædagog, sosu-assistent, lærer eller socialrådgiver, mens du får et beløb, der svarer til dagpenge. Dette får man mulighed i op til tre år.

Er nogle af uddannelserne længere, vil man i en del tilfælde kunne få godskrevet en del af uddannelsen på grund af sin erhvervserfaring (merit).

Den nye uddannelse skal typisk kunne give den enkelte person et nyt og mere sikkert fodfæste på arbejdsmarkedet fremover.

Vores plan indebærer, at 5.000 hvert år kan få denne mulighed. Det er mange, for indtil år 2020 bliver det i alt 40.000, som så kan uddanne sig på en ydelse, der svarer til dagpenge. Tilbuddet skal i øvrigt gives både til arbejdsløse og folk i arbejde – og det skal også være en mulighed for dem, der har en forældet uddannelse.

Vi skal på denne måde investere i uddannelse – dels for at hjælpe ufaglærte, dels for at samfundet kan klare sig bedre fremover. Veluddannede, selvstændige, ansvarlige og kreative lønmodtagere er forudsætningen for, at Danmark både kan klare sig i konkurrencen på eksport-markederne og have en effektiv offentlig sektor med god hjælp til de borgere, der har brug for det.

Be Sociable, Share!
Dette indlæg blev udgivet i Aktivering / uddannelse, Arbejdsmarked generelt. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *