De borgerlige har skabt store huller i velfærden. Fyringer i kommuner og på en del sygehuse medfører dårligere forhold for ældre, børn/skoleelever, patienter osv. Regeringens bloktilskud er simpelthen for små. Samtidig har VKO givet ufinansierede skattelettelser til rige og højtlønnede. Utrolig dårligt. Ud med det sorte trekløver Løkke, Mallorca-Lene og Pia K. – ind med S og SF.
Danmark har brug for en helt ny politisk kurs med bedre velfærd. De to partiers plan sikrer flere penge til kommuner og sygehuse. Folk med en årlig million-indtægt skal fratages deres skattelettelser. Virksomhederne skal betale mere end 25% i skat, når krisen letter.
Nej til fattigdom
Den borgerlige regering er årsag til 90.000 flere fattige i Danmark. Derfor skal vi have fjernet kontanthjælpsloftet, den lave start-hjælp til flygtninge og 450-timers-reglen.
Langtidssyge havner også i fattigdom, fordi de ofte skal leve for 0,00 kr., når de falder for varighedsbegrænsningen og ikke kan få kontanthjælp. Sygedagpengene skal fortsætte indtil man kan få et normalt job, skal i fleksjob eller på førtidspension.
Sundhed: Slut med A- og B-hold
De borgerlige har delt befolkningen op i et A- og et B-hold inden for sundhedsvæsnet. Det skal være slut. Skattefradraget for private sundhedsforsikringer afskaffes. Overbetalingen af private sygehuse skal stoppes helt.
Væk med billig aktivering
”Find din indre fugl” eller kast med æg ned ad en trappe! Sådan er mange meningsløse jobsøgningskurser for arbejdsløse. Støjbergs dårlige refusions-system, som præmierer kommunerne for billig aktivering, der ikke tager hensyn til den enkelte persons behov, skal fjernes. Ledige skal have flere rettigheder til efteruddannelse og uddannelse. Dagpengeperioden skal være længere end de 2 år, som de borgerlige nu har gennemført, f. eks. igen 4 år. Der skal skaffes flere job til arbejdsløse og unge skal sikres praktikpladser.
Fjern de alt for firkantede regler
Mange offentligt ansatte og arbejdsløse er næsten tynget til jorden af skemaer, kontrol og dokumentation, indført af VK-regeringen. Dette er spild af ressourcer og skal skæres ned til det nødvendige, som er langt, langt mindre.
Gør det syge arbejdsmiljø SUNDT
Ordet forebyggelse er ”en by i Rusland” for regeringen og DF. Indfør en afgift på dårligt arbejdsmiljø, der skal indbringe 500 mill. kr. årligt. Dette indgår i S-SF-skatteplanen. Pengene bør bruges til forebyggelse – især formindsket nedslidning, bedre psykisk arbejds-miljø og færre arbejdsulykker. Mål: Kun halvt så mange arbejdsskader i 2020.
Nej til social dumping
Vi skal sætte en stopper for social dumping, som underminerer danske arbejdspladser. SF foreslår en ny lov, hvor bygherren / hovedentreprenøren i et bygge- eller anlægsarbejde skal tvinges til garantere, at hans underleverandører også overholder den aftalte overenskomst – herunder betaler den løn, der er aftalt. Gør underleverandørerne ikke det, men stikker f. eks. af til Polen eller opløser deres firma, skal bygherren / hovedentreprenøren selv betale den skyldige løn, også til medarbejdere ansat ved underleverandører. Det vil stoppe meget fusk og plat.
Billigere og bedre bus og tog
Især i de store byer skal vi have flere til at bruge bus eller tog, så flere dropper bilen og CO2-udslippet formindskes. I storbyerne bør busbilletten kun koste en ti’er. Staten betaler.
Højere afgifter på usunde fødevarer
Usunde fødevarer skal pålægges højere afgifter. Sunde og økologiske fødevarer bør fritages for moms.
Ud af Afghanistan
Flere og flere danske soldater bliver dræbt i Afghanistan. Der satses for meget på en militær løsning. Vi bør trække os ud meget snart og senest i 2014 / 2015.
Større ulands-bistand: 1%
De svageste skal ikke betale for finanskrisen. Derfor bør hjælpen til udviklings-landene hæves fra Løkkes sølle 0,76 % til 1% af BNP.
