Ny regering vil hjælpe fattige og syge

Den nye regering vil formindske fattigdommen i Danmark, hvilket der hårdt brug for.

Af Eigil Andersen, Århus, arbejdsmarkedsordfører for SF i Folketinget

90.000 flere er blevet fattige under den borgerlige regering. Det skyldes bl.a. at Dansk Folkeparti og de andre borgerlige indførte den såkaldte starthjælp til flygtninge, som er en ekstrem lav ydelse. Normalt siger vi, at kontanthjælp er det mindste, man kan leve af i Danmark. Men starthjælpen er på kun 50-60% af kontanthjælpen. Den medfører derfor fattigdom, sort arbejde og kriminalitet. Meget umenneskeligt.

 Også 450-timers-reglen og kontanthjælpsloftet har gjort mange familier fattige. Et stærkt stigende antal familier er blevet sat på gaden, fordi de ikke kan betale deres husleje i deres almene boliger. Det er jo forfærdeligt. Børnene lider også under det, fordi der ikke er råd til fritidsaktiviteter. Og de har ikke kunnet invitere kammerater på besøg til deres fødselsdage.

Det er meget glædeligt, at den nye regering vil hjælpe familierne ud af denne elendighed. Den lave startydelse og kontanthjælpsloftet vil blive afskaffet, så familierne får almindelig kontanthjælp. Også 450-timers-reglen – der især rammer indvandrer-familier og medfører et kæmpe bureaukrati i kommunerne – vil blive fjernet. Alt sammen udtryk for en solidarisk holdning, der betyder hjælp til mennesker, der har vanskelige vilkår for deres liv. Det er jo det, vi har samfundet til at gøre – men som de borgerlige har ødelagt meget af i de 10 år, hvor de sad ved magten!

Også langtidssyge kan se frem til forbedringer.  1400 af dem havner årligt i ”det sorte hul”, hvor de bliver frataget deres sygedagpenge på grund af den såkaldte varighedsbegrænsning – selv om de ikke er blevet raske! De kan heller ikke få kontanthjælp, fordi de har en ægtefælle med en lønindtægt, en ejerbolig eller en bil, der er 20.000 kr. værd eller mere. Så hedder kontanthjælpen 0,00 kr. pr. måned. Mange havner derfor i økonomisk ruin og må gå fra hus og hjem – samtidig med, at de er alvorlig belastet af en smertefuld sygdom. Det er umenneskeligt og uretfærdigt. 

Den nye regering vil derfor afskaffe varighedsbegrænsningen, så man har ret til sygedagpenge indtil det er afklaret, om man kan fortsætte i et almindeligt job, skal have fleksjob eller på førtidspension.

Alt dette er aftalt mellem SF og Socialdemokratiet i forvejen. Og da radikale og Enhedslisten mener det samme, står det fast, at disse forbedringer vil blive gennemført.

Trykt i JP Århus og Politiken 24. september 2011

 

Be Sociable, Share!
Dette indlæg blev udgivet i Arbejdsmarked generelt, Syge, herunder aktivering. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *