Minister ind i miljø-skandale i Randers Kommune

SF-folketingsmedlem Eigil Andersen går til miljøminister Karen Ellemann (V) i gips-skandale på Danmarks største gods, Overgaard Gods, der ligger i Randers Kommune

”Jeg mener det er kriminelt, at Overgaard Gods uden nogen form for tilladelse har pløjet flere tusinde tons miljø-skadeligt byggeaffald ned på godsets jord siden 2005,” siger SF-folketingsmedlem Eigil Andersen fra Århus.

”Vi kan naturligvis ikke have – som beskrevet i medierne – at rester af gipsplader, plastic, malingrester, silikonetuber, kobbertråde, flamingo-stykker m.v. pløjes ned i jorden, fordi de indeholder farlige stoffer, herunder tungmetaller, som skader jorden og miljøet. Derfor går jeg nu til den nye miljøminister Karen Ellemann (V) for at få en redegørelse,” siger Eigil Andersen.

Han beder om at få ministerens mening om det, der er sket på Overgaard gods. Men SF’eren spørger også, hvilke initiativer ministeren vil tage for at undgå den slags sager i fremtiden.

”Jeg er meget forarget over, at Overgaard gods ifølge medierne har modtaget 3 millioner kroner for at modtage byggeaffaldet. Det må aldrig kunne betale sig at overtræde gældende regler. Jeg håber derfor, at fortjenesten bliver konfiskeret samtidig med at Overgaard får en bøde,” siger Eigil Andersen fra SF.

Spørgsmål:

1. Hvad mener ministeren om, at 20.000 tons byggeaffald i form af rester af gipsplader, malingrester, silikonetuber, kobbertråde og flamingo-stykker som omtalt i medierne 23. marts uden nogen form for tilladelse dels er blevet pløjet ned i markerne på godset Overgaards marker ved Mariager Fjord, dels ligger i en kæmpe affalds-bunke på godsets jord?

Begrundelse

 Efter spørgerens opfattelse er der tale om klare ulovligheder med farlige stoffer til skade for jorden og miljøet. Der henvises til omtale i P4 Østjylland 23. marts 2010.

2. Hvilke initiativer vil ministeren tage for at undgå fremtidige sager som den fra Overgård Gods, hvor 20.000 tons byggeaffald siden 2005 dels er blevet pløjet ned i markerne, dels ligger i en kæmpe affalds-bunke, og hvor godset ifølge medierne har tjent tre millioner kroner på at modtage affaldet?

Begrundelse

Efter spørgerens opfattelse skal det aldrig kunne betale sig at overtræde gældende regler, heller ikke på miljø-området.

Be Sociable, Share!
Dette indlæg blev udgivet i Miljø. Bogmærk permalinket.

Der er lukket for kommentarer.