Mere effektiv kontrol mod social dumping haster

”Danske job i elevator-branchen bliver nu også undermineret. Det må stoppes. Derfor haster det med mere effektiv kontrol for at stoppe plat og svindel fra østarbejder-firmaer. Jeg kan godt forstå, at elevator-montørerne er vrede,” siger Eigil Andersen, arbejdsmarkedsordfører for SF, på baggrund af elevator-montørernes faglige møder

Knap 400 elevator-montører gik onsdag morgen 30. november til faglige møder i København, Kolding, Silkeborg og Ålborg. De protesterer imod, at firmaerne i stigende fyrer danske medarbejdere og i stedet hyrer østeuropæiske underentreprenører. En stor del af dem betaler ikke skat eller moms til den danske stat, bliver underbetalt og overtræder arbejdsmiljø- og sikkerheds-regler. I nogle tilfælde er der tale om såkaldte arme-og-ben-firmaer, der kun består af ejeren selv og hvor der ingen ansatte er.

”Danske job forsvinder hver eneste dag. Det er helt uacceptabelt, og derfor haster det med bedre kontrol. Jeg er glad for, at kontrollen nu forstærkes med 25 millioner kr. ekstra til Arbejdstilsynet, 20 millioner kr. ekstra til politiet og 20 millioner kroner ekstra til SKAT. Det er ekstra bevillinger på finansloven årligt i 2012 og 2013, som SF har krævet længe. Tre regionale udrykningsenheder hos Arbejdstilsynet skal arbejde snævert sammen med politi og SKAT,” understreger SF’s arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen.

De udenlandske arme-og-ben-firmaer arbejder i mange tilfælde ulovligt, fordi de ikke er registreret i det såkaldte RUT-register over udenlandske tjenesteydere. Finansloven betyder, at kontrollen af registreringen bliver forstærket.

”Det er også et fremskridt, at danske myndigheder vil forøge kontrollen med, at f. eks. et polsk firma også eksisterer i Polen. SF støtter desuden et forslag fra Håndværksrådet om at lave et EU-register over tjenesteydere, fordi det vil give EU-landene bedre kontrol-muligheder. Og vi foreslår, at der bliver indført et obligatorisk ID-kort for alle lønmodtagere inden for bygge- og anlægsområdet, fordi dette også vil kunne gøre kontrollen mere effektiv,” siger Eigil Andersen.

Be Sociable, Share!
Dette indlæg blev udgivet i Social dumping. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *