Kommmunalisering af jobcentre dårlig for mange arbejdsløse

Mange arbejdsløse medlemmer af a-kasserne vil opleve dårlig hjælp til at finde arbejde, når kommunerne overtager opgaven fuldt ud fra august næste år. Det er en del Fogh-regeringens nye forlig med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, som SF nu kritiserer.

– En kommunegrænse er alt for snæver, når der skal formidles arbejde til de ledige a-kasse-medlemmer. Man kan sagtens bo i Silkeborg og arbejde i Århus, Horsens, Herning, Viborg eller Randers. Det er seks forskellige kommuner, der kræver et regionalt overblik, som ikke falder naturligt i kommunalt regi, siger SF’s arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen. Det er derfor forkert, når beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen påstår, at kommunerne har vist at de kan levere varen.

Både DA og LO har for nylig rettet et frontalangreb på jobcentrene. LO-formand Harald Børsting kalder centrene ubrugelige. Han ønsker i stedet at a-kasserne skal spille en større rolle med job-formidling og samtaler med arbejdsløse, da de kender det regionale arbejdsmarked. Et ønske, som SF støtter samtidig med, at man foreslår at der oprettes selvejende regionale jobcentre.

Kommunerne kan så fortsat tage sig af de ledige på kontanthjælp, der f. eks. har misbrugsproblemer sammen med ledighed.

SF er bange for, at den fulde kommunalisering af jobcentrene er et yderligere skridt på vejen til den borgerlige ønskedrøm om et enstrenget system, hvor også a-kasse-medlemmer skal spises af med kontanthjælp.

– Det vil gøre mange mennesker meget fattige og desuden ødelægge den danske flexicurity-model. Dette er både farligt og helt urimeligt. Men at kommunerne fra august 2009 overtager udgifterne til dagpenge, aktiveringsydelse og til aktivering af forsikrede ledige er desværre endnu et skridt på vejen, siger Eigil Andersen.

Be Sociable, Share!
Dette indlæg blev udgivet i Jobcentre. Bogmærk permalinket.

Der er lukket for kommentarer.