Jobcentre: Claus Hjort Frederiksen
gør igen arbejdsløse til Sorteper

Kommunale jobcentre: Billig og dårlig aktivering på vej på grund af ændret refusions-system. Kommunerne er uegnede til at hjælpe arbejdsløse a-kassemedlemmer, mener SF

Debatindlæg i Århus Stiftstidende 26. janaur 2009.

Danmark har den forkerte beskæftigelsesminister. Fra 1. august i år pådutter han arbejdsløse endnu en forringelse: Kommunerne skal nu ikke længere kun formidle job til kontanthjælpsmodtagere – men også til ledige medlemmer af a-kasserne.

Kommunerne er uegnede til den nye opgave. En kommunegrænse er alt for snæver, fordi mange mennesker kører langt for at komme på job. Som arbejdsløs vil man ofte søge arbejde i 5-6 forskellige kommuner. Man kan sagtens bo i Århus og arbejde i Randers, Horsens, Viborg eller Silkeborg. Århus Kommunes jobcenter vil aldrig få en naturlig kontakt til virksomheder og institutioner i så stort et område.

Men mange ledige a-kasse-medlemmer vil også blive udsat for billig aktivering på samlebånd, fordi kommunerne kan tjene mange millioner kroner på dette. Claus Hjort Frederiksen vil nemlig refundere 65% af dagpengene til de ledige, der er i aktivering. Hvorimod staten kun vil refundere 35 % af dagpengene til de arbejdsløse, der ikke er aktiveret. De fleste kommuner vil gøre alt for at få den høje refusion, fordi de har en dårlig økonomi på grund af Fogh-regeringens alt for lille bloktilskud.

Jeg er bange for, at Claus Hjort ønsker at arbejdsløse a-kasse-medlemmer om nogle år skal sættes ned på kontanthjælp. Den fulde kommunalisering af jobcentrene er et skridt på vejen til sådan et enstrenget system. En uhyggelig forringelse, som vil svække a-kasserne og fagforeningerne og dermed lønmodtagerne. Det passer de borgerlige godt.

Fra SF advarer vi på det kraftigste mod hele denne udvikling! Ligesom LO vil jeg i stedet foreslå, at a-kasserne overtager mange af jobcentrenes opgaver med arbejdsformidling og samtaler, f. eks. i de første seks eller ni måneder, hvor man er ledig. A-kasserne kender de ledige, deres kvalifikationer og arbejdspladserne i de regionale områder, hvor deres medlemmer arbejder. Desuden bør der oprettes en statslig, regional arbejdsformidling som dækker en række kommuner.

Be Sociable, Share!
Dette indlæg blev udgivet i Jobcentre. Bogmærk permalinket.

Der er lukket for kommentarer.