Jagten på syge stopper ikke med minister-brev

Pæne ord er ikke nok. Regeringen sender stadigvæk en ekstra stor check til de kommuner, der tvinger alvorligt syge patienter i aktivering på upassende tidspunkter. Det er grotesk og umenneskeligt.

”Beskæftigelsesminister Inger Støjberg forsøger i disse dage at vise, at regeringens politik er menneskelig i forhold til alvorligt syge patienter. Men det er den ikke i praksis. Der er tale om stor dobbelt-moral,” siger SF’s arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen.

Baggrunden er en sag fra Svendborg, hvor kommunen ville tvinge en alvorligt kræftsyg kvinde – der for anden gang er i kemo-terapi – i aktivering. Kun efter at den syge kvindes mand rejste problemet over for Folketingets arbejdsmarkedsudvalg droppede kommunen kravet. Og nu har beskæftigelsesminister Inger Støjberg ifølge Kristeligt Dagblad bedt Arbejdsmarkedsstyrelsen om at sende et brev til alle kommuner om, at alvorligt syge patienter skal behandles med respekt og anstændighed. Det betyder bl.a. at deres sag kan sættes på såkaldt ”stand by”, hvor den syge i en periode ikke aktiveres.

”Men sådan et menneskeligt hensyn bliver kommunen straffet økonomisk for at tage. Regeringen har for et år siden indført et system, hvor kommunerne kun får 35 % af sygedagpenge refunderet, hvis den alvorligt syge er sat på ”stand by”. Derimod får kommunen 65 % refusion, hvis patienten er aktiveret. Regeringen bør derfor ændre refusions-systemet hurtigst muligt, for det belønner lige præcis den umenneskelige opførsel, som ministeren påstår hun er imod,” siger SF’s arbejdsmarkedsordfører, der understreger at regeringen i forvejen har påtvunget kommunerne en smal nedskærings-økonomi.

Han kalder det glædeligt, hvis kritikken fra Det Radikale Venstre betyder, at partiet nu er imod refusions-systemet for alvorligt syge. For et år siden stemte de radikale nemlig for forslaget.

Be Sociable, Share!
Dette indlæg blev udgivet i Syge, herunder aktivering. Bogmærk permalinket.

Der er lukket for kommentarer.