Indfør en politik mod mobning på jobbet

SF mener, at mobbeofrene bør have ret til gratis psykologhjælp, betalt delvis af arbejdsgiverne, delvis af staten. Arbejdsgiverne bør naturligvis også kunne idømmes bøder, når der foregår mobning på deres arbejdspladser. Indtil videre gives der i praksis ikke bøder for dette – kun, hvis der er sket fysiske ulykker.

Af Eigil Andersen, arbejdsmarkedsordfører for SF

og Jesper van der Schaft, regionsrådskandidat for SF Midtjylland

I den østjyske presse der blevet skrevet om, at Århus Universitet har lavet en undersøgelse som viser, at voksne mobbeofre fra arbejdspladser får depression, maveproblemer, hovedpine, har lavt selvværd. osv. Derfor mener vi i SF, at mobbeofrene bør have ret til gratis psykologhjælp, betalt delvis af arbejdsgiverne, delvis af staten. Vi har derfor spurgt beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V), hvad hun mener om et forslag om at indføre en sådan ordning.

Det er jo åbenlyst urimeligt, at man kan blive påført psykiske og fysiske problemer på jobbet – men at man så selv skal betale udgifterne til nødvendig hjælp fra en psykolog for at blive rask igen. Hvis det var en fysisk sygdom, ville man blive behandlet gratis i sundhedssystemet.

Arbejdsgiverne bør naturligvis også kunne idømmes bøder, når der foregår mobning på deres arbejdspladser. Indtil videre gives der i praksis ikke bøder for dette – kun, hvis der er sket fysiske ulykker.

Vi spørger derfor også beskæftigelsesministeren, hvad hun mener om det nuværende bøde-system, hvor mobning og andre former for årligt psykisk arbejdsmiljø går fri for bøder og derfor meget tydeligt IKKE medvirker til, at arbejdsgiverne tager det psykiske arbejdsmiljø alvorligt.

De problemer, som den enkelte lønmodtager får pga. mobning eller på andre måder dårligt psykisk dårligt arbejdsmiljø, kan være akkurat lige så sygdomsfremkaldende og invaliderende som en fysisk arbejdsulykke. Derfor bør bøde-systemet naturligvis udvides.

Endelig foreslår vi, at virksomhederne indfører en politik mod mobning, ligesom der allerede er indført alkohol- og rygepolitik. Man ser jo i dag, at medarbejderne, som drikker for meget, får tilbudt at komme på afvænningskursus, og de, som ryger, får tilbudt at komme på rygestopkursus. Derfor skal der også kunne trækkes på hjælp udefra til at stoppe mobning på arbejdspladsen. Nogle offentlige arbejdspladser har allerede en politik mod mobning – men det vil være fint, hvis endnu flere går foran med et godt eksempel.

Be Sociable, Share!
Dette indlæg blev udgivet i Arbejdsmiljø. Bogmærk permalinket.

Der er lukket for kommentarer.