Forældre på barsel skal ikke snydes for feriepenge

Det bryder med alle ligestillingsprincipper, at forældre på barselsorlov får færre feriepenge end folk, der har været syge, mener Eigil Andersen, SFs arbejdsmarkedsordfører

Er man ansat på timeløn, som vikar eller har man som funktionær skiftet job samme år, som man kommer tilbage efter barsel, kan man miste mange tusinde kroner i feriepenge året efter. En person, der har fået barselsdagpenge i fire måneder, kan f.eks. miste op til 7.000 kr. Havde personen i stedet været sygemeldt i fire måneder, ville feriepengene rulle ind som normalt. Forskellen skyldes en særlig bestemmelse i ferieloven, som SF vil stille forslag om at ændre.

– Det er uretfærdigt og i strid med vores ligestillingsprincipper. Vi ved jo alle, at det er kvinderne, der tager langt det meste af barselsorloven. Så derfor kan man ikke have en ferielov, der systematisk giver færre feriepenge til folk, der har været på barselsorlov sammenlignet med folk, der har været syge, siger Eigil Andersen, SF arbejdsmarkedsordfører.

Eigil Andersen vil nu gå til beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) og bede hende indkalde arbejdsmarkedets parter for at få ændret ferieloven, så ligestillingen bliver sikret.

– Det her bryder ikke blot med ligestillingen. Det hæmmer også bevægeligheden på arbejdsmarkedet. Reglerne tager jo feriepenge fra alle de funktionæransatte, der har været på barselsorlov og modtaget barselsdagpenge, hvis de efter endt barselsorlov søger et nyt job, hvor de måske gør større nytte. Netop de mange skift til nye job er med til at gøre det danske arbejdsmarked fleksibelt og effektivt. Så duer det ikke, hvis Folketinget sætter en kæp i hjulet ved at give en helt unødvendig straf til alle dem, der gerne vil være fleksible, siger Eigil Andersen.

Be Sociable, Share!
Dette indlæg blev udgivet i Feriepenge. Bogmærk permalinket.

Der er lukket for kommentarer.