Arbejdsløse får kniv i ryggen af Dansk Folkeparti

Mange arbejdsløse må gå fra hus og hjem, når dagpengeperioden fra 2012 forkortes fra fire til to år. Jeg er meget vred over, at Dansk Folkeparti og regeringen sender folk ud i den økonomiske afgrund. Det er et voldsomt angreb på den danske arbejdsmarkedsmodel.

Vælgerne flygter fra Dansk Folkeparti. Det er meget forståeligt, for partiet fører folk bag lyset. Pia Kjærsgaard har bildt folk ind, at hun beskytter svage og udsatte grupper i samfundet. Men hun gør det modsatte – og nu angriber hun simpelthen arbejdsløses og børnefamiliers rettigheder. De fleste er heldigvis mere solidariske. Derfor forstår jeg godt, at mange ikke længere vil spilde deres stemme på DF.

Det gør mig meget vred, at retten til dagpenge til arbejdsløse forkortes fra fire til to år. Sagen er jo, at arbejdsgiverne og samfundet ikke skaffer job nok! I forvejen er det meget grimt at blive fyret og miste fællesskabet med kollegerne. Mange går 40-50% ned i løn, når de må nøjes med dagpenge. Og nu kommer Løkke, Mallorca-Lene og Pia K. oven i købet og slår på mennesker, der allerede ligger ned.

Mange arbejdsløse vil efter de to år skulle gå fra hus og hjem, fordi de havner i ”det sorte hul” med 0,00 kr. i indtægt pr. måned. De kan ikke få kontanthjælp, fordi de har ejerbolig eller en ægtefælle med lønindtægt. Manglende indtægt indebærer stor risiko for, at huset eller ejerlejligheden havner på tvangsauktion – og familien risikerer at blive opløst på grund af de økonomiske problemer.

Men de borgerlige ødelægger også danske arbejdsmarkedsmodel – flexicurity-modellen. Modellen indebærer, at det er forholdsvis let for arbejdsgiverne i Danmark at hyre og fyre medarbejdere. Til gengæld har lønmodtagerne et sikkerhedsnet i form af ret til dagpenge i en lang periode. Nu bliver balancen brudt, og fagforbundene vil selvfølgelig kræve meget længere opsigelsesvarsler ved næste overenskomstforhandling. Dette vil forøge virksomhedernes omkostninger unødvendigt i en krisetid. Man kunne jo bare beholde den nuværende dagpengeperiode.

Jeg har kun en lille trøst til alle, der tænker solidarisk: Der går to år, inden de første ledige ryger ud af dagpengesystemet på grund af den nye regel. I mellemtiden er der folketingsvalg. Ved at stemme rigtigt, vil man få et bedre sikkerhedsnet for arbejdsløse!

Be Sociable, Share!
Dette indlæg blev udgivet i Dagpenge. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *