Alt for dårlig plan, Støjberg

Regeringen skal tage et langt større opgør med sine egne stive regler for at undgå pipfugle-aktivering. Arbejdsløse skal have større valgfrihed og refusions-systemet skal ændres, siger SF’s arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen, Århus.

”Det er fint, at beskæftigelsesminister Inger Støjberg nu indleder et lille selvopgør med regeringens kollapsede arbejdsmarkedspolitik Men det er slet ikke nok til at afskaffe den aktivering, som vi nu har kritiseret gennem halvandet år, hvor arbejdsløse sættes til at finde deres ”indre fugl”, lægge syv-kabale på computer, kaste med æg ned ad en trappe eller analysere Hitlers og Napoleons underskrifter,” siger SF’s arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen.

Han mener ligesom Kommunernes Landsforening, at mange arbejdsløse desværre fortsat vil komme ud for meningsløs og ineffektiv aktivering.

”Det er især regeringens eget skæve refusions-system, der skaber discount-aktiveringen. Kommunerne får mange millioner kroner ved at sende ledige på dårlige jobsøgningskurser, hvor der ikke ses på, hvad den enkelte arbejdsløse har brug for for at komme i job igen. Kommunerne får nemlig 75% refusion af dagpengene, når den ledige er aktiveret, og kun 50% hvis vedkommende ikke er. Refusionsprocenten bør være ens, så billig aktivering på samlebånd ikke belønnes. Det gør regeringen i dag”, siger Eigil Andersen.

SF mener desuden, at den enkelte arbejdsløse skal have valgfrihed med hensyn til aktiveringens retning og have flere uddannelses-rettigheder.

”Den ledige skal kunne vælge mellem tre muligheder: Efteruddannelse/omskoling, arbejde/aktivering på en arbejdsplads eller effektiv jobsøgning, hvilket også vil højne kvaliteten af indsatsen, fordi den bygger på den arbejdsløses behov,” understreger SF’s arbejdsmarkedsordfører.

Partiet mener, at jobcentre og a-kasser skal have langt større frihed til at skønne i hvert enkelt tilfælde. Regeringens firkantede regler har bl.a. resulteret i et samtale-hysteri med dobbelt-samtaler hver tredje måned i både jobcenter og a-kasse.

Be Sociable, Share!
Dette indlæg blev udgivet i Aktivering / uddannelse. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *