Akut-job kan redde folk fra ruin

Derfor bør borgerlige borgmestre droppe deres boykot

Af Eigil Andersen, arbejdsmarkedsordfører for SF i Folketinget

Mange af os vil heldigvis gerne hjælpe medborgere, der har brug for det. De arbejdsløse, som er tæt på at miste retten til dagpenge, har i særlig grad behov for en hjælpende hånd. Et job kan redde dem. Ellers risikerer de at måtte gå fra hus og hjem. 40% af HK’s langtidsledige medlemmer er på vej til at sælge deres hus eller ejerlejlighed, viser en undersøgelse fra HK. Det er dybt skræmmende.

Sagen er, at hvis de fortsat er arbejdsløse, mister de til sidst dagpengeretten. Mange af dem vil havne på en indtægt på 0,00 kr., fordi de ikke kan få kontanthjælp.

Derfor er de nye akutjob en rigtig god idé. Og det går heldigvis fremad med antallet af job. I skrivende stund er over 1.200 akutjob slået op – også nogle til ufaglærte. Men der er brug for mange flere. Akutjob til overlæger var en kæmpe fejl, for ingen af dem er arbejdsløse.

Men jeg mener det er umenneskeligt, at en del borgerlige borgmestre af ideologiske årsager boykotter at ansætte arbejdsløse i akut-job. De støder jo bl.a. deres egne borgere ud i mørket – ud til økonomisk ruin. Jeg er dybt rystet over denne kynisme og mangel på solidaritet. Jeg håber, at de vil blive skarpt kritiseret i valgkampen op til kommunalvalget i november næste år.

I den offentlige sektor må man give kvalificerede langtidsledige fortrinsret til disse job for at hjælpe dem. Er det et problem for alle andre jobsøgende? Nej. Man skal huske, at 700.000 mennesker skifter job i Danmark om året. Når man så trækker de planlagte 12.500 akutjob fra, er der er altså 687.500 jobåbninger tilbage, hvor disse nye regler ikke gælder.

Hvis man ikke får arbejdstimer nok, så man mister dagpengene, har regeringen givet en god mulighed for at man kan uddanne sig i nogle uger eller måneder – og samtidig få ret til en indtægt i et halvt år. Beløbet er 10.400 kr. pr. måned for enlige og 13.900 kr., hvis man har børn. Langt bedre end de 0,00 kr., som der ellers var udsigt til. Men det er som nævnt i et halvt år – så et job er suverænt det bedste.

Derfor er de nye akutjob så vigtige. 

Trykt i Århus Stiftstidende 8. december 2012.

Dette indlæg blev udgivet i Dagpenge. Bogmærk permalinket.

Der er lukket for kommentarer.